
I går d. 26. november var rejsedag. Vi havde bestilt minibus til afhentning kl. 09:30 ved Chiang Mai Plaza Hotel. Vi skulle til Mai Hong Son ca. 250 km. fra Chiang Mai helt oppe i det nordvestlige Thailand – i ”den gyldne trekant”, meget tæt på grænsen til Burma. Vi havde booket hotel on-line og fået bekræftelse på reservationen, men da jeg gik on-line og tog e-mail hjem, var der en mail der fortalte, at vores reservation var slettet. Vi øjnede problemer forude, men tog af sted mod Fern Resort.
På vejen til Mai Hong Son gjorde vi flere ophold, især var det meget spændende at besøge en lille landsby, hvor flere ”nomadestammer” var samlet, fordi de ikke kan opnå opholdstilladelse i Thailand. Der var mange forskellige sprog og dialekter samlet på et sted. Landsbyen blev betragtet som et lille museum hvor vi betalte entre. 500 bat/person. Pengene går til landsbyboernes familier der bor i nabolandene. Et godt projekt at støtte.
Meget spændende var det at se kvinderne med ”Long neck”. De har hele halsen fyldt med ringe der forlænger deres halse betragteligt. Ringene vejer ca. 5 kg. Pigebørnene bliver i en alder af 5 år af forældrene spurgt om de vil gå med halsringe, det vil sige, at en pige 5 år gammel skal tage stilling til, om hun resten af livet vil ”skæmmes” af halsringe !! Alle kvinder og pigebørn var beskæftiget med vævning, og deres håndlavede produkter kunne købes. Se billede.
Noget der interesserede Trine meget, var landsbyens skole. Den var yderst primitiv under åben himmel. Her blev de børn der havde lyst – altså frivillig undervisning – undervist i Thaisprog. Se billede.

Vores tur gik over flere bjergmassiver ad en snoet vej, så snoet, at vi aldrig har oplevet det før. Det tog 7 ½ time at køre de 250 km, - det fortæller lidt om hvilken hastighed vi kørte med !!!
Fremme ved hotellet kendte de ikke noget til vores booking, men flinke mennesker som alle thaier er, fandt de 2 de luxe hytter til os. Fern Resort ligger ude i regnskoven med vandløb spredt mellem hytterne. Meget eksotisk. Her er alt hvad hjertet kan begære – pool – restaurant – you name it ! I de 2 hytter vi nu bebor, kan vi blive i 2 nætter så skal vi flytte til andre hytter. Vi får se !!! Vi har planlagt at blive her til på lørdag og tage ture ud herfra.
Knus Trine og Jarl.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar